Jeg må endnu en gang erfare, at når jeg får det for travlt og ikke får skabt rum og plads til mig selv i dagligdagen, så ryger roen og balancen og skyggesiderne træder frem. Så får jeg svært ved at være nærværende. Jeg bliver hurtig på aftrækkeren. Små udfordringer føles store, og min performance falder mærkbart. Med andre ord det kan slet ikke svare sig at nå ud i det felt.
Som samfundet er skruet sammen nu, så lever mange af os et liv i overhalingsbanen, hvor vi hele tiden føler os bagud. Vi har svært ved at mærke os selv og træffe beslutninger ud fra vores kerne. Vi har ikke ro og balance i vores liv. Når det har stået på et stykke tid, så bliver det det vi forbinder med livet, og vi glemmer at det kan være anderledes.
Når mine klienter kommer her i coachingforløb oplever jeg, at hestene hjælper dem med at få kontakt til sig selv, hvilket er første skridt til igen at tage personligt lederskab i livet. Hestene hjælper også mig dagligt til at komme fra hovedet og ned i maven. Samværet med hestene sørger for at jeg bevarer min ro og balance. Det er min egentid.
Hvornår har du din egentid, hvor du bliver ladet op og får kontakt til dig selv?